søndag den 29. maj 2011

Tanker

Jeg kan kun sige at jeg har haft en god weekend. Tøserne har begge været hjemme. Den ene med en god nyhed, som jeg først røber senere :o) Og den "lille" havde besøg af kæresten. En flink ung mand! Og gemalen var hjemme, ham har jeg også savnet vildt i denne uge.

Tankerne har kørt meget på undersøgelserne og operation. Jeg hader de undersøgelser men ved også at de er nødvendige. Jeg er lidt bange for at de måske trækker i land igen med hensyn til operationen. Det er jo ikke sikkert de mener at det er det rigtige, selvom jeg absolut ikke er i tvivl. Operationen er jeg slet ikke nervøs for. Jo før, jo hellere!

Jeg har mange drømme om hvad jeg alt vil, når jeg er opereret. Tænk bare at gå en tur på gågaden og støve spændende ting op i butikkerne. Det har jeg ikke gjort i mange år. Eller gå en tur i skoven med hunden, for ikke at glemme en cykeltur. Eller bare gå en tur rundt i nabolaget, eller bare en tur hen til postkassen.  For ikke at snakke om at tage på tur med ungerne på mit arbejde, aiii det savner jeg så meget. Alt dette har jeg ikke gjort meget længe. Jeg glæder mig som et lille barn til jul. Måske derfor jeg er nervøs for at de evt kunne finde på at sige at de ikke vil operere. Jeg vil gå helt ned med flaget.  Men nu ikke tage sorgerne på forskud. Selvom det er svært at holde humøret oppe når man har det skidt.

I morgen skal jeg på kursus, det er et spændende forløb, så det ser jeg frem til. Jeg har kun 5 dage tilbage, så er jeg vejleder for pædagogiske Assistenter. :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar