Dagen render afsted hvor jeg både blunder, ser tv og ser "amys ret" på dvd på min pc. Sygeplejersken fra afdelingen ringer og hører om jeg er ok, det er jeg.
Anden gang phosphoral nærmer sig. Jeg er dårlig i forvejen men har taget en liter æblejuice med. Den tager noget af den dårlige smag. Alligevel kaster jeg op når jeg har fået drukket halvdelen af phosphoralen, jeg er grædefærdig. Sys livet er uretfærdigt. Hvorfor skal jeg også ha sådan en lorte sygdom? Resten af phosphoralen ryger ned og jeg går i seng, men ikke ret længe, så starter udtømningen igen, den fortsætter hele natten med mellemrum. Føler slet ikke jeg har sovet. kl 7 står jeg op. Jeg skal ned og lave ny p-billet på bilet. Jeg syntes der lang vej selvom bilen næsten holder lige ud for patienthotellet. Jeg ankom jo i går kl 7.30 og der var der rigtig mange p-pladser lige foran hoveddøren, så det var dejligt. Så skulle jeg ikke gå så langt med mine tasker.
Op på værelset og så en tur i bad, overvejer at gå ned i restauranten og få lidt morgenmad, jeg må jo gerne få flydende kost, men dropper det, bare tanken giver mig kvalme.
Nu er der en halv time til jeg skal til undersøgelse, min tlf ringer, det er Tenna, hun vil høre hvor jeg er, hun er på vej. Hun har overstået sin eksamen med en flot karakter. Dejligt, det giver mig lidt andet at tænke på.
Jeg begir mig på vej ned gennem den lange gang på OUH, endoskopiklinikken ligger i modsatte ende end patienthotellet. Mit sygesikring virker som sædvanligt ikke, så jeg må gribe en sygeplejerske, så hun kan melde at jeg er kommet. Igen ventetid, jeg har det rigtig skidt, kvalme og mest lyst til at græde. 30 minutter efter min aftalte tid kommer jeg ind.
I dag er det Benedikte Wilson der skal fortage undersøgelsen. Vi snakker om det, om at jeg har ondt, er skidt og bange. Vi snakker også om at den store kikkertundersøgelse ofte kun er halv så slem som den lille, hvor de kun kikker i venstre side af tarmen. Det er også min erfaring. Hun beroliger mig og lægger et drop i hånden på mig, hvor jeg får beroligende og smertestillende medicin.
Undersøgelsen går i gang, jeg snakker stille med sygeplejersken og Benedikte imens, det gør ondt ind imellem, men det er mest luften der pustes op i tarmen. Jeg kan ikke styre den luft, den vil ud igen og det gør mig flov. Det skal jeg ikke være, det er kun luft og det er de vant til. Langt om længe er undersøgelsen færdig, jeg er lettet!
Benedikte kommer hen og sidder ved mit hovedgære, det er blevet værre med min CU, den har bredt sig til hele tarmen, hun kan godt forstå at jeg er skidt. Hun foreslår at jeg kommer i Remicade, det har jeg prøvet uden effekt. Så vi aftaler at så er tiden inde til operation. Vi taler om at jeg skal have en blivende stomi, så jeg kan få noget livskvalitet igen. Det sidste år har været hårdt med sygdommen.
Benedikte spørger hvor jeg gerne vil opereres, om jeg vil det på mit hjemmesygehus? Nej tak, helst her på OUH hvis det kan lade sig gøre. Det kan det, der er ventetid til starten af august. Nu har jeg været syg så mange år, så kan jeg også vente den måned.
Hun sender en henvisning til Niels Quist som er Kirurg og jeg kommer ind og ligge på en slags opvågning. Jeg græder, men denne gang af glæde. Jeg ringer til Jørgen, han kan næsten ikke forstå hvad jeg siger fordi jeg græder, men opfatter at nu kan jeg blive opereret. Han bliver lige så glad som jeg er. Da jeg lægger på går der kun kort tid, så ringer Tenna, jeg beder hende om at komme ind til mig, hun kommer glad og giver mig et stort knuz, det er fra Jørgen, de har talt sammen i tlf.
Efter ca en time bliver jeg løsladt på opvågning og vi tager op på hotelværelset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar