Hjemme igen

Jeg får nu dagligt besøg af hjemmesygeplejersken som hjælper mig med at lære systemet at kende. Men det nye system er jeg slet ikke tryg ved så jeg greb tlf og ringede over på stomiambulatoriet og klagede min nød. Hun ville sørge for at jeg fik tilsendt det rigtige. Der kom de rigtige poser men de forkerte plader som dog kune bruges. Da jeg efter 4 dage fik en bevilling fra Kommunen ringede jeg til dem og fortale at der var bestilt det forkerte, så hun hjalp mig med at bestille det rigtige og de rigtige plader og så fik jeg en ny bevilling på det rigtige system. Dejligt med hjælpsomme mennesker.

Hjemmesygeplejersken opdagede at der var ved at gå betændelse i såret. Op på lægehuset og min læge kiggede chokeret på mig da jeg trak trøjen op, hvad er der sket med dig? Så måtte han have en kort version af tarmhistorien. Han havde ikke fået læst journalen som OUH havde sendt. Jeg fik antibiotika og kunne tage glad hjem. Det var for øvrigt dejligt at kunne tage hjemmefra uden at skulle sidde på toilet en krig forinden ;o)

Jeg fik en del medicin inden jeg blev opereret, der i blandt kodein med 3 x 2 tabletter dagligt, det viser sig efter jeg er kommet hjem at jeg havde fået abstinenser. Jeg havde så meget uro i kroppen at jeg var ved at blive skør af det. Jeg snakkede med hjemmesygeplejersken som hurtigt fandt synderen og jeg lavede så selv en lille udtapning af kodeinen, så uro i kroppen stoppede.

På 12. dag skulle jeg på lægehuset og have taget de 30 clips ud af maven og stingene i bagenden. Stingene gjorde vanvittig ondt at få fjernet. Jeg var lykkelig for at Jørgen var med og holdt om mig, ellers var jeg sprunget af briksen. Lægen måtte have sygeplejersken med ind og hjælpe, og hun overtog pandelampe og saks og jeg fik fjernet stingene. Derefter fik hun tangen og tog de 30 clips ud af maven. Der var en clips der kun sad halvt i og under den var der opstået en blodsamling af gammelt blod. Hun kaldte på lægen og han tøvede ikke da han så det. Han tog en pincet og rev mit sår op igen ca. 15 cm så blodet kunne komme ud. Derefter gjorde sygeplejersken det rent og lagde noget i som suger blodet og lagde forbinding på. Hjemmesygeplejersken som kommer dagligt fik besked fra lægehuset om at tilse såret og rense det hver dag. Det er i skrivende stund blevet en del mindre og meget pænt, selvom jeg vil få et grimt ar efter oplevelsen. Bagdelen er stadig meget øm og det bløder lidt. Jeg har meget svært ved at sidde og især i længere tid. Nu må vi se hvad de siger i Odense d. 6. når jeg skal til kontrol.

Jeg kan dog mærke at det går fremad, stille og roligt. Der har dog været tidspunkter hvor jeg har været meget ked af det, ikke magtede mere, haft mange smerter og fortrudt at jeg blev opereret.