Hjemme igen

Jeg får nu dagligt besøg af hjemmesygeplejersken som hjælper mig med at lære systemet at kende. Men det nye system er jeg slet ikke tryg ved så jeg greb tlf og ringede over på stomiambulatoriet og klagede min nød. Hun ville sørge for at jeg fik tilsendt det rigtige. Der kom de rigtige poser men de forkerte plader som dog kune bruges. Da jeg efter 4 dage fik en bevilling fra Kommunen ringede jeg til dem og fortale at der var bestilt det forkerte, så hun hjalp mig med at bestille det rigtige og de rigtige plader og så fik jeg en ny bevilling på det rigtige system. Dejligt med hjælpsomme mennesker.

Hjemmesygeplejersken opdagede at der var ved at gå betændelse i såret. Op på lægehuset og min læge kiggede chokeret på mig da jeg trak trøjen op, hvad er der sket med dig? Så måtte han have en kort version af tarmhistorien. Han havde ikke fået læst journalen som OUH havde sendt. Jeg fik antibiotika og kunne tage glad hjem. Det var for øvrigt dejligt at kunne tage hjemmefra uden at skulle sidde på toilet en krig forinden ;o)

Jeg fik en del medicin inden jeg blev opereret, der i blandt kodein med 3 x 2 tabletter dagligt, det viser sig efter jeg er kommet hjem at jeg havde fået abstinenser. Jeg havde så meget uro i kroppen at jeg var ved at blive skør af det. Jeg snakkede med hjemmesygeplejersken som hurtigt fandt synderen og jeg lavede så selv en lille udtapning af kodeinen, så uro i kroppen stoppede.

På 12. dag skulle jeg på lægehuset og have taget de 30 clips ud af maven og stingene i bagenden. Stingene gjorde vanvittig ondt at få fjernet. Jeg var lykkelig for at Jørgen var med og holdt om mig, ellers var jeg sprunget af briksen. Lægen måtte have sygeplejersken med ind og hjælpe, og hun overtog pandelampe og saks og jeg fik fjernet stingene. Derefter fik hun tangen og tog de 30 clips ud af maven. Der var en clips der kun sad halvt i og under den var der opstået en blodsamling af gammelt blod. Hun kaldte på lægen og han tøvede ikke da han så det. Han tog en pincet og rev mit sår op igen ca. 15 cm så blodet kunne komme ud. Derefter gjorde sygeplejersken det rent og lagde noget i som suger blodet og lagde forbinding på. Hjemmesygeplejersken som kommer dagligt fik besked fra lægehuset om at tilse såret og rense det hver dag. Det er i skrivende stund blevet en del mindre og meget pænt, selvom jeg vil få et grimt ar efter oplevelsen. Bagdelen er stadig meget øm og det bløder lidt. Jeg har meget svært ved at sidde og især i længere tid. Nu må vi se hvad de siger i Odense d. 6. når jeg skal til kontrol.

Jeg kan dog mærke at det går fremad, stille og roligt. Der har dog været tidspunkter hvor jeg har været meget ked af det, ikke magtede mere, haft mange smerter og fortrudt at jeg blev opereret.

Operation og ophold på Afd. A

Nu er jeg opereret, fået fast ileostomi, fjernet hele tyktarmen, endetarm og lukket bagud.

Selvom jeg havde suget al information til mig herfra dette forum og andre steder på nettet, følt mig meget forberedt, så var jeg det nok ikke. Ikke om selve stomien, for det fungerer bare, men sårhelingsprocessen og smerterne kom meget bag på mig. Og manglende information om behandling af stomien overraskede mig meget.

Jeg blev indlagt onsdag den 3 august, startede med en lægesamtale med en læge som ikke skulle have andet med  mig at gøre end selve samtalen, samtale med narkoselægen som gav info omkring bedøvelsen og om det smertekarteder jeg skal have i ryggen. Sidst en samtale med min kontaktsygeplejerske som jeg aldrig så igen, da hun altid var i den anden ende af afdelingen. Meget frustrerende at skulle møde nye folk hver dag og til hver samtale. Hun var meget uforberedt, måtte rende mange gange men tog dog mål til de fancy støttestrømper. Jeg havde et værelse på patienthotellet hvor jeg kunne sove sammen med min mand så han kunne være der når jeg var blevet opereret.

Torsdag morgen skulle jeg være på afdelingen 6.30 og gøres klar. Der var ikke blevet bestilt støttestrømper til mig, så sygeplejersken måtte finde nogle andre. Jeg blev kørt ned 7.30, mødte Niels Quist som markerede hvor stomien skulle sidde. Så røg jeg ind på operationsstuen, fik lagt mit karteder i ryggen og lagt til at sove. Det sidste jeg tænkte var ”farvel tarm”.

Jeg vågnede igen da de kaldte på mig, jeg måtte blive lidt på operationsstuen da der ikke var plads på opvågning. Jeg hørte en frustreret læge sige at så måtte han aflyse den næste operation da han jo ikke kunne stå med 2 patienter på stuen. Efter lidt tid kom jeg ned på opvågning, der var en del uro pga. en ældre dame der var meget forvirret og krævede hjælp hele tiden.

Omkring kaffetid kom jeg tilbage på afdelingen, jeg følte mig rimelig frisk men kunne slet ikke bevæge mine ben eller fødder. Der kom en narkoselæge op og kiggede på smertekartederet som var indstillet for højt, da det blev skruet ned kom følelserne stille tilbage i benene. Jeg fik flere gange lavet testen med en isterning for at se hvor langt jeg var bedøvet. Der hvor bedøvelsen virkede, blev det varmt når isterningen kom på. Og koldt hvor jeg ikke var bedøvet. Det blev en stille eftermiddag hvor jeg bare lå i sengen, ikke skulle på wc eller noget andet, det nød jeg meget.

Hen mod aften fik jeg tilbudt noget at spise, jeg elsker grød så jeg var glad da de tilbød mig æblegrød. Det smagte himmelsk. Da jeg skulle sove fik jeg en forfærdelig kvalme, sygeplejersken var inde 2 gange og gi mig noget imod det, intet hjalp, så pludselig måtte jeg kaste op, retur kom al grøden. Men nu kunne jeg sove.

De næste dage lå jeg bare, afløst af en tur op i en stol, en tøffetur på gangen, bad, besøg og hygge. Fysioterapeuten kom og hjalp mig med vejrtrækning og hvordan jeg skulle komme ud og op i sengen på den bedste måde.

 Om aftenen fik jeg ulidelige smerter, da der var luft i tarmen, shit det gjorde vanvittigt ondt. Jeg vred mig i 6 timer og intet hjalp af de sprøjter jeg fik. Lørdag aften havde jeg fået fjernet smertekartederet og også urinkartederet da jeg hele tiden følte at jeg skulle tisse, det viste sig at urinkartederet ikke sad som det skulle.

Søndag middag kom en læge som lignede Barbies Ken på en prik, han mente at nu kunne jeg godt tage hjem. WHAT??? Jeg havde ingen info fået om stomien eller noget. Jeg var dybt chokeret og følte mig ret dårligt behandlet. Jeg protesterede kraftigt og fik med nåde lov til at blive til dagen efter. Jeg hylede mig et stykke og kunne slet ikke overskue at skulle hjem uden at jeg kunne noget som helst.  Og hvad med de smerter jeg havde, hjemme kunne jeg jo ikke få hjælp.

Om aftenen havde 2  gæve, ældre sygeplejesker vagt i min ende af afdelingen, jeg tog en god snak med den ene og hun  lærte mig at tømme min pose og skifte den om nødvendigt. Nu følte jeg mig bedre rustet til at komme hjem, hvor jeg fik lovning på hjemmesygeplejerske.

Selve udskrivningen var et mareridt: En læge kom og kiggede, snakkede med mig og jeg kunne nu bare tage hjem, men jeg skulle lige lave en ansøgning til kommunen om poser og plader, bestille en sygeplejerske til hjemme samt have en sygemelding, poser og plader med hjem samt smertestillende. Den sygeplejerske som skulle ordne tingene kom fra Letland og forstod dårligt dansk, hun gik på depotet og kom tilbage med poser og plader jeg aldrig har set før. Jeg gjorde hende opmærksom på at det ikke var dem jeg brugte, men hun mente ikke hun kunne finde andet, men jeg fik dog efter lidt diskussion  nogle poser med til det system jeg have på, så kunne jeg klare mig til hjemmesygeplejersken kom og kunne lære mig det nye system. Ansøgningen om hjælpemidler lød også på det nye system, selvom jeg igen protesterede meget. Det kunne jeg altid lave om mente hun. Aiii jeg følte mig total mishandlet. Jeg var grædefærdig. Så forsvandt hun og jeg så hende aldrig igen. Nu måtte jeg tage sagen i egen hånd, jeg greb en tilfældig sygeplejerske ude på gangen og bad hende om at finde smertestillende til mig. Jeg fik kun hvad jeg havde stående hjemme fra håndkøb. Ikke meget hjælp at hente der, så gik jeg på jagt efter sekretæren som lavede sygemeldingen til mig: opereret i maven, sygemeldt 3 mrd. Flot :oS Hjemmesygeplejerske ville få en fax og de mente at de ville kigge ind engang i morgen.

Ind i bilen med besvær og var glad da jeg endelig slap fra den fabrik. Jeg har ellers været meget glad for at komme på OUH men denne oplevelse gør at jeg har ændret meget mening. På vejen hjem sov  jeg en lille time, det var rart for jeg havde en del ondt. Hjemme installerede manden mig på sofaen hvor jeg delvis bor endnu.