Jeg går og pakker.
I morgen meget tidligt bliver jeg indlagt på OUH til den store kikkertundersøgelse. Jeg skal bruge hele søndag til udtømning. Dertil har jeg fået et ophold på patienthotellet. Så kan jeg i ro og fred rende på toilet efter indtagelse af det forfærdelige phosphoral. Jeg håber jeg kan holde det i mig. Sidst var jeg ved at kaste det hele op igen.
Jeg håber og beder til at undersøgelsen viser at det eneste der kan afhælpe er en operation. Jeg er bare bange for at de ikke syntes det er nødvendigt selvom overlægen i telefonen sagde at nu var det vist der hvor vi snakker operation. Jeg har endda tidligere fået tilbudt at blive opereret.
Hvis de ikke vil operere mig er jeg bange for at jeg går ned. Helt ned. Det vil betyde et farvel til mit job som er et ønskejob og et farvel til mit parforhold. Jeg kan ikke blive ved med at byde min familie det der foregår lige nu. Jeg kan ikke deltage i noget som helst. Og det vil familien jo gerne. Men nu må vi se hvad der sker. Jeg håber ihvertfald på godt nyt på mandag.
